I
forestillingens centrale rum er de fire huler aktive når børnene kom ind. De
har hver sin farve og i hulen kan man høre hvert sit fragment fra Carls liv.
Korte mættede historier. Børnene kravler fra hule til hule og samler
fortællingen. Hulerne er bløde og skaber et intimt rum til lytten. Hvor turen
gennem labyrinten kaldte på fysisk aktivitet, er hulerne det sted hvor man går
helt i lyttemode. Så pludselig standser historierne i hulerne og Lisa kommer
til syne. Nogle dage fysisk, andre dage projiceret på endevæggens store skærm.
For os var en af de centrale undersøgelser hvordan vi kunne arbejde med skuespiller og skærm. Hvordan vi kunne holde intimiteten på tværs af skærmen og hvordan vi kunne lege med forestillingen om hvad der var virkeligt. Vi arbejdede derfor med direkte transmission vs pre-indspillet. Med effekter vs realisme og monolog vs dialog. Derudover fokuserede vi på hvordan vi kunne bruge børnetegningerne aktivt.


publikum.
Ved
den fjerde tegning er historien meget intens og handler om en natlig slagtning
af en gris. Alle er opslugte af at følge Lisa på skærmen – da hun pludselig også
står lyslevende foran skærmen. Hun er
nu både på skærmen og foran skærmen. Hun diskuterer slagtningen med sig selv og
med børnene. Eller med andre ord griseslagtningen er en pre-indspilning, mens
Lisa live timer sine replikker så det bliver en dialog. Skiftet slår
fuldstændig benene væk under børnene hver gang.

Sidste
scene synger hun duet med sig selv (Solen er så rød mor) og kommer syngende ud
til publikum, mens flere og flere versioner af hende synger med på skærmen.
Flere gange synger børnene også med. Efter sidste scene inviterer vi børnene
ind bag skærmen med hver deres tegning. På det tidspunkt giver de sig til at
optræde for hinanden, og grænsen mellem publikum og aktør opløses helt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar