Carl Nielsen fortsat. Skuespillerens entre.

I forestillingens centrale rum er de fire huler aktive når børnene kom ind. De har hver sin farve og i hulen kan man høre hvert sit fragment fra Carls liv. Korte mættede historier. Børnene kravler fra hule til hule og samler fortællingen. Hulerne er bløde og skaber et intimt rum til lytten. Hvor turen gennem labyrinten kaldte på fysisk aktivitet, er hulerne det sted hvor man går helt i lyttemode. Så pludselig standser historierne i hulerne og Lisa kommer til syne. Nogle dage fysisk, andre dage projiceret på endevæggens store skærm.

 

For os var en af de centrale undersøgelser hvordan vi kunne arbejde med skuespiller og skærm. Hvordan vi kunne holde intimiteten på tværs af skærmen og hvordan vi kunne lege med forestillingen om hvad der var virkeligt. Vi arbejdede derfor med direkte transmission vs pre-indspillet. Med effekter vs realisme og monolog vs dialog. Derudover fokuserede vi på hvordan vi kunne bruge børnetegningerne aktivt.

I første billede taler Lisa realtime med børnene fra skærmen. Det er tydeligt at hun kan se dem lige så godt som de kan se hende. På skærmen kan hun kalde døre frem, som hun går ud og ind ad. Hver gang hun går ud ændrer rummet på skærmen sig. En børnetegning dukker op og Lisa går rundt og interagerer med tegningen (og børnenes kommentarer til den). Hver tegning forestiller noget fra Carls liv. For hver ny tegning prøves nye effekter af.

Fra at være todimensionel optræder tegningen pludselig mere tredimensionel da hun pludselig kan sætte sig på ting; bænke og træstubbe. Hun kan også flyve rundt i tegningerne og skifte størrelse – blive helt lille eller meget stor. Nogle tegninger bevæger hun sig rundt i, andre gange er det tegningen der bevæger sig mens hun står stille. Men for hver tegning nye overraskelser, mens Carl historierne bliver fortalt og diskuteret med

publikum.

Ved den fjerde tegning er historien meget intens og handler om en natlig slagtning af en gris. Alle er opslugte af at følge Lisa på skærmen – da hun pludselig også står lyslevende foran skærmen. Hun er nu både på skærmen og foran skærmen. Hun diskuterer slagtningen med sig selv og med børnene. Eller med andre ord griseslagtningen er en pre-indspilning, mens Lisa live timer sine replikker så det bliver en dialog. Skiftet slår fuldstændig benene væk under børnene hver gang.

Herfra bliver en del spillet live foran børnene. Vi opdager at Lisa kan tale med sig selv på skærmen, men også stikke ting igennem skærmen (gennem små usynlige sprækker). På et tidspunkt stikker hun børnenes egne tegninger gennem skærmen – og går selv bagom skærmen og ind i tegningen. Herinde møder hun sig selv. Noget er altså pre-indspillet på skærmen, samtidigt med hun også er på skærmen i realtime.

Sidste scene synger hun duet med sig selv (Solen er så rød mor) og kommer syngende ud til publikum, mens flere og flere versioner af hende synger med på skærmen. Flere gange synger børnene også med. Efter sidste scene inviterer vi børnene ind bag skærmen med hver deres tegning. På det tidspunkt giver de sig til at optræde for hinanden, og grænsen mellem publikum og aktør opløses helt.