Michael

Michael

torsdag den 12. december 2013

From the Womb to the Tomb



Nå, så blev jeg ramt i mellemgulvet af et nyt projekt.  Jeg har ellers rigeligt at gøre lige nu, endda med projekter jeg holder virkeligt meget af. Så derfor siger jeg mest ”nej tak” for øjeblikket.  For det første mangler jeg tid. For det andet vil jeg ha projekter der vil noget mere end gennemsnittet. Ja, og for det tredje, så føler jeg måske også at jeg er ved at blive ældre. Mit ene øje er begyndt at sætte ud – og det bekymrer mig lidt.

Så jeg siger mest nej. Men så kom det her projekt "From the womb to the tomb". For det første vil de bare have lidt vejledning, altså ganske lidt, men koncentreret tid. For det andet er de rasende ambitiøse og arbejder visuelt med noget der mest af alt minder mig om stemningen fra Blackout, som stadigt er mit hjertebarn. Endelig er temaet angsten for ældning, som jo er til at genkende. Så der har ikke været så meget andet at gøre end at sige ja til Stoyan og Rolfs projekt.

Jeg ved ikke om nogen kender fornemmelsen af at vågne op om natten, og opdage at der er så mørkt at man ikke kan se at man har åbnet øjnene. I det næste minut finder man enten en lyskontakt der forandrer alting, eller man får bevidsthed og mørke til langsomt at give mening.  Lidt på samme måde er det med angsten for at ældes. Man famler efter kontakten eller prøver at affinde sig med mørket. Får kroppen til at falde til ro.

Stemningen af angst og tilkæmpet ro ligger tykt over alle de billeder jeg har set af projektet. Rummene er små og klaustrofobiske, kroppene forræderiske, ansigterne rynkede. Men temaet er stort og forfaldet ekstremt æstetisk. Det er en verden man har lyst til at gå ind i, selvom den er sort. For mit vedkommende fordi den allerede findes indeni mig – og jeg udnytter enhver mulighed for at give det skjulte og uformulerede mørke derinde, navne som gør at det får en kontur der kan håndteres. 

Selve deres arbejde med dukkerne, kulisserne og stop-motion kalder også på nogen af de mest intense produktionserfaringer jeg kan huske. Nemlig dem fra den tid vi lavede Blackout, først i en lille lejlighed ovenpå Matas i Nørrebrogade, hvor den lokale bande brød ind og stjal computerne flere gange - og siden i mere prominente lokaler, efterhånden som firmaet og produktionerne voksede. Alle jer der var med dengang vil kunne genkende ”From the womb to the tomb”. Ikke at det er ens, alt originalt er jo sit eget, men det er klart en slægtning fra samme familie, tilsat en helt ny tid. 

Så det er hvad jeg går og følger lidt ved siden af mine produktioner. 
Hvis nogen er nysgerrige har de lavet en kickstarter demo der viser lidt mere af universet.

 



onsdag den 13. november 2013

Min yndlingsforlægger udgiver min yndlingsbog digitalt


Nu findes ”Dyrk ikke natten” også som e-bog. Det krævede lige noget tilløb at finde ud af hvordan man gør det, men det viste sig faktisk at være lettere end vi havde regnet med. Men nu har Anne Mette lagt den op på både Saxo og Go Publish. Og der er rigtigt mange ting der er fornuftigere med e-bogen. Saxo tager f.eks. kun 30% af salget, mens boghandlerne gerne vil ha 50% af salget. Man har ikke nogen trykkeomkostninger, så det løber hurtigere rundt.

Set fra et forlags synspunkt – og nu taler jeg altså om vores forlag – er det fantastisk at man kan få lov til at sætte prisen ned. Jeg ved selvfølgelig godt at et forlags primære mål bør være at tjene en masse penge, men det er nu engang ikke derfor vi har lavet forlag. Vores primære formål er at få så mange som muligt til at læse bogen – og bagefter kommer så det der med at tjene penge på det. Så det er fedt at kunne sætte prisen ned.

Men der har nu været en barriere for mig alligevel. Personligt er jeg, som så mange andre forfattere, håbløst forelsket i trykte bøger. Det er så fedt at ha en bog i hånden, mærke tyngden og vende siderne. Specielt de gamle i fornemme indbindinger eller med svungne underskrifter fra en hel anden tid. Så tænker man på hvad de tidligere ejere har tænkt dengang de læste den. Men det har også sin charmen at komme hjem med en spritny jomfruelig bog, der knager let når man åbner den.

Så jeg tror ikke jeg havde forelsket mig i e-bogen, før jeg selv skulle til at udgive en af slagsen. Men for mig er det bedste den måde man kan tilpasse teksten på. For når jeg siger at jeg har været forelsket i den fysiske bog, så taler jeg jo om de smukke af slagsen, men forbigår behændigt at komme ind på at den udgave jeg har af ”Raskolnikov – synd og bod” (ikke ”skyld og straf” som i de senere oversættelser), godt nok er fin og fra 1913 – men også håbløst irriterende at læse i, fordi bogstaverne er små og trykt i to spalter.

Jeg har også bunker af små fede paperback udgaver af bøger, der burde være høje og flotte, men som nærmest ser ud som om de skrumpet i vask for at spare på papiret.  Alle dé bøger, ville jeg faktisk hellere have i en e-bogs udgave, så kunne bogreolen indeholde dem jeg vælger at læse igen og igen, i alle de smukke trykte udgaver. Paperback udgaverne med den lille skrift, kan til gengæld med stor fornøjelse læses som e-bøger. Her kan man nemlig skalere teksten, trække benene op under sig og få en langt bedre læseoplevelse. Man behøver ikke engang en læselampe, og så sker der heller ikke noget ved at man eventuelt har glemt sine læsebriller. Man kan faktisk helt undvære dem, når man sidder der i toget – eller hvor man nu er.

I mit soveværelse står alle de fysiske bøger i kasser for enden af sengen.
E-bogen derimod ligger på en lille stick i min skrivebordsskuffe.

søndag den 3. november 2013

Alle de historier...



Der er alle de her historier der skal skrives. Det har der altid været, så langt tilbage jeg kan huske. Jeg kan ikke huske noget tidspunkt i mit liv, hvor det ikke er det jeg har gjort. Før jeg kunne skrive selv bad jeg min mor skrive historierne ned. Alle de følelser og oplevelser der pisker igennem mig hver dag er umulige at håndtere hvis ikke de får form gennem sproget. Jeg taber ikke bare fokus, men også mening med alting, hvis ikke jeg skriver. Forbavsende mange taler om det at skrive som en gave – jeg ser det mere som en last. Én ting er sikkert – jeg har ikke valgt at blive forfatter. Ordene har valgt mig.

I de perioder hvor man skriver noget som andre også holder af, er verden lys og ukompliceret. Man skriver det man er nødt til at skrive – og folk kan bruge det. Man får breve tilbage fra folk, og man kan se at de billeder man selv har haft i hovedet, pludselig også optræder hos andre mennesker. Det giver en fornemmelse af at være knyttet til verden, men også at være knyttet meget intimt til andre mennesker. Ingen komplimenter rammer dybere end litterære komplimenter, selvom man selvfølgelig aldrig aner hvad man skal svare i situationen.

Problemerne opstår når man er nødt til at skrive noget ingen andre bryder sig om. Man ved selv at man har ramt det man skal ramme. Man har fanget et billede, sat det på papiret og ved det er rigtigt. Men ingen andre kan se det. Det billede er man alene om. Det ligger som en bastard i skuffen, et vanskabt barn man ikke kan vise frem på gaden. Alligevel lister man sig i smug ned i kælderen og krammer det. Men hvor de historier der elskes af verden giver en følelsen af at høre til, giver den anden slags historier følelsen af at være alene.

Og så er der en tredje kategori. Historier der er rigtigt mange derude der kan bruge, selvom de ikke er for alle. Det er ikke krimier eller Ib Michael historier. Men de burde leve. De får komplimenter alle de steder man læser dem op, men de finder ikke et forlag. De tilstopper ens skriveflow, fordi det er umuligt at skrive noget nyt, før de er ude og lever. Sådan en bog var ”Dyrk ikke natten”. Jeg vidste den skulle ud, fordi den har sit eget publikum derude – og jeg vidste at jeg aldrig ville få færdiggjort min næste roman, så længe ”Dyrk ikke natten” lå i skuffen. 

Så derfor lavede vi vores eget forlag ”Chokoladefabrikken”. Hver bog der udkommer, har som mission at finansiere trykningen af den næste. Og for mig privat, giver det muligheden for at skrive det jeg må skrive. Bastarderne skal jeg nok blive ved at holde i skuffen, men de andre skal ud og trække vejret, især i en tid hvor de store forlag stort set kun tør binde an med krimier og kogebøger.

søndag den 20. oktober 2013

Grænsen



En gang fik jeg tæv i en opgang efter en demo. Jeg var blevet snuppet og lagt i håndjern ved Vesterport station. De smed mig ind i bunden af en bus fyldt med aggressive politifolk. Jeg prøvede bare at ligge helt stille. Men jeg blev aldrig kørt på stationen, de synes det var lettere at ordne det i en opgang. Turen fra bilen og ned til den opgang hvor det foregik… i selskab med tre store mænd i uniform, der bestemt ikke har tænkt sig at spille efter reglerne. Det var nogle helt særlige minutter.

Ligesom når de store drenge fangede en, da man var lille – og spærrede en inde i en kælder eller garage. Eller hvis de snuppede en ovre i skoven. Deres fornøjelse ved at se at man var ved at dø af skræk, imens man gjorde sit yderste for at komme igennem nogle øjeblikke, som man på ingen måde kunne styre. Det var samme fornemmelse når man blev snuppet af politiet sidenhen. 

Når man prøver at beskrive den slags seancer, kommer de næsten altid galt ned på papiret. Det er det forkerte der står tilbage. Historierne bliver tætte af vold, og enten ender de i offer-klynk eller små-heroiseren, som om man havde håndteret sin røvfuld med en vis værdighed. Men det er sjældent volden der er det væsentlige når det kommer til stykket, det er den ydmygelse der ligger i situationen. Skammen. Det at man flytter ud af sig selv og kroppen tvinges til at lade sig kontrollere af andre. For mig var det ubeskriveligt.

Og så kom det alligevel rigtigt ned på papiret da jeg skrev ”Grænsen”. Novellen skulle egentligt have handlet om dengang jeg sad i en bil på vej til Paris, og opdagede at chaufføren havde tænkt sig at smugle en taske med penge over grænsen. Det skulle være rammen – og historien skulle koncentrere sig om selve køreturen. Fornemmelsen af den tyske autobahn. Stemningen på de gamle færger. Følelsen af at være ung og på farten. Men den skrev sig selv videre til det ”bagefter” – som jeg ikke ville ha omtalt fra begyndelsen.

Pludselig havde jeg fanget min barndoms lukkede garager, skoletoiletter og forstadstunneller, strisserne i min ungdoms opgange, tomme banegårdspladser eller baggårde. Tilbage på papiret var den rene fornemmelse af at være i hænderne på en flok folk i uniformer. 
Det var ikke tævene der var slemme, det var mødet med dem der havde magten til at gøre hvad som helst.