Carl Nielsen. Forestillingen bliver til.

Jeg blev kontaktet af Sascha fra Grønnegade Teater, der havde fået penge til at lave et stykke børneteater om Carl Nielsens barndom. Vi skulle lave en forestilling hvor hovedmålet var at eksperimentere og få ny viden. Vi var et tæt lille hold bestående af Sascha, skuespilleren Lisa, og sceneteknikeren Andreas – og så mig som forfatter. Jeg kendte allerede Sascha fra Deadline Games og jeg kendte Andreas fra Hotel Pro Forma, dengang jeg skrev ”Theremin” til Kirsten Delholm.

Lad mig sige det sådan; vi kom aldrig til at mangle ideer. Vi kastede os ud i eksperimenterne, holdt os fri af så mange almindelige konventioner vi kunne komme til. Teksterne blev bygget op i små 15 linjers historier, der kunne flyttes relativt frit rundt i forestillingen. De tekniske løsninger blev prøvet af en efter en – døde eller blev forfinede. Hele forestillingen blev modeleret op som en undersøgelse af hvor mange tilstande børnene kunne komme igennem, med magien i behold.

Første del foregik før børnene overhovedet ankom til teatret. Vi havde lavet en ”stafet” som Lisa tog ud på skolerne og afviklede. Hun gav eleverne et spørgsmål; f.eks. ”Hvorfor bliver det nat mor? ”Eleverne skulle tegne det spørgsmål. Sende tegningen videre (uden tekst) til den næste, der skulle gætte hvilket spørgsmål tegningen stillede - og tage et foto af det spørgsmål. Vi fokuserede altså på spørgsmål i stedet for svar. Lisa tog alle tegninger og fotos med hjem til sidst.

Når børnene siden ankom til forestillingen blev de ledt ind i et lille forrum, hvor Lisa modtog dem i sit kostume, med en lyrisk tekst. De blev bedt om at tegne en tegning før forestillingen og Lisa forsvandt. Mens de tegnede spillede vi Carl Nielsen fra den stille lyriske side og der bredte sig en total ro mens de arbejdede. Efterhånden som de blev færdig, lagde de tegningerne i en lille kuffert og blev ledt ind i en gang.

Her var væggene dækket af spørgsmål, tegninger og fotos fra besøget på skolen. Der hang også lange elastiske snore, og mens de gik ned ad gangen, forbandt de spørgsmål, tegninger og fotos med snorene alt efter hvordan de synes associationerne passede sammen. De efterlod et helt spind af mønstre før de var igennem.

Fra den veloplyste gang bevægede de sig ind i en mørk gang. For enden af gangen, løb et tæppe af røg hvorpå Lisas skikkelse var projiceret fra en projektor. Hun stod som en spøgelseagtig figur der dansede midt i rummet mens hun nynnede ”Solen er så rød mor”. Det var en krig at gøre røgen så jævn at der kunne projiceres på den, og finde en røg der opløstes hurtigt nok til at gangen ikke blev en stor tåge. Men det lykkedes. Ud over det professionelle grej indgik også en hårtørrer, en støvsugerslange og adskillige sugerør med bøjelige mundstykker.

Fra røg gangen, splittedes gangen til en lille labyrint der kun kunne opleves kravlende. Over, under og gennem ting. Det hele mundede ud i en sal, hvor endevæggen bestod af en stor skærm – og fire huler oplyst i hver sin farve. Først her gjorde teksten og det talte ord sin entre. 

(Læs straks mere om det i den foregående post)