Natten

Den bedste måde at få folk til at læse noget man har skrevet er at vælge noget genkendeligt. Til gengæld er den bedste måde at få dem til at fortsætte, at præsentere noget de aldrig prøvet eller tænkt før. Derfor arbejder jeg med små sanselige ting alle har oplevet; at vågne i natten som barn, lyden af stemmer i køkkenet eller vinden i de små blade på et birketræ. Man kan finde de små ting overalt i sit liv. Med det nye er det sværere. Det folk ikke har set før. For hvad har man oplevet eller tænkt som er helt nyt for andre?

Det var det spørgsmål jeg stillede mig da jeg sad med den første novelle i samlingen. Alle novellerne skulle handle om et af de vigtige øjeblikke, der på en eller anden måde havde forandret mit liv. Enten i det store eller det små. Og med den første novelle jeg skrev, havde jeg besluttet at jeg ville finde en ting i mit liv, som jeg aldrig havde hørt andre fortælle om. Noget der kun var mig – og helst noget jeg ikke engang havde formuleret for mig selv. Noget der var tåget, mørkt og skjult – selvom det altid havde været der.

Og ud af ingenting dukkede det med at vågne i natten op. Da jeg var lille var jeg mørkeræd, så når mine forældre var ude af huset, f.eks. ovre hos genboen, havde vi den aftale at jeg skulle tænde lys i mit værelse. Så kunne de se det fra køkkenvinduet derovre fra. Jeg lå i mørket, der blev gjort blødt og venlig af den orange lampeskærm, og ventede. Nogle gange føltes det uendeligt, andre gange gik det hurtigt. Og ind imellem faldt jeg bare i søvn igen. Men for det meste vågnede jeg slet ikke.

Natten var et underligt ikke eksisterende tidspunkt for mig som barn. Men én nat vågnede jeg ved at min far stod i døråbningen til mit værelse. Han kiggede ud på birketræet udenfor og sagde ikke et ord. Han stod der bare.  Jeg forstod ikke hvad han ville, og heller ikke hvad der siden skete den aften… og måske fordi det ikke mindede om noget andet i mit liv, var det som jeg glemte det – selvom jeg altid havde det med mig. Det var en oplevelse der lå uden for sproget, netop fordi den var så anderledes end alt andet.

Netop derfor tog jeg den ind og prøvede at få oplevelsen til at eksistere i sproglig form. Fik følelsen til at tage form og få betydning. Og siden var det en af de ting jeg forsøgte at gøre med alle novellerne. Hente noget der kun havde forlæg i det selvoplevede. Ikke forstået som almindelige erindringer, der snarere er et forsøg på at gengive ens liv som det var, men selvoplevede ting der fortalte alt det der ikke havde fået ord endnu. Et erobringstogt i erindringen.

Novellen der kom ud af det hedder ”Natten”, og kan hentes for én krone her. Vi ville gerne ha lagt den gratis op, men det kan man ikke få lov til.

Novellerne blev lanceret digitalt i januar og vi markerede det med oplæsning og musik i Chokoladefabrikken. Jeg læste op sammen med Jesper Siberg. Og siden spillede TROLN. Det blev til fuldt hus og en rigtig god aften – så også en lille tak her på bloggen til både Siberg og TROLN, men også til alle de mange mennesker der kom forbi, lyttede på og skabte en rigtig hyggelig aften. 

Valeur / Siberg & TROLN spiller i Chokoladefabrikken

Chokoladefabrikken holder et nyt arrangement på torsdag. Thomas Olsen – der spillede i Stalin Staccato engang i de sene firsere, ringede og spurgte om Chokoladefabrikken ikke havde lyst til at slå dørene op for TROLNs debutkoncert. Det havde vi – og jeg ringede også for at spørge Jesper Siberg om hans underlige kuffert var kommet i orden. Det var den. Så det betyder at Valeur/Siberg også har nyt materiale at præsentere. Så torsdag den 9. januar, fra kl. 18 til 21, er der først Valeur/Siberg og siden TROLN. (og det er gratis). Men jeg skylder måske at afsløre to ting: Hvem er TROLN egentlig? Og hvad er det med Jesper Sibergs kuffert? 

Lad mig starte med TROLN først. Det er fem garvede musikere, der på trods af en masse andre musikalske projekter, privatliv og arbejdsliv, mødtes i Pisserenden engang i maj 2013. Initiativet kom fra Thomas Olsen og Lars Thomsen. De har begge to en fortid på det danske punkmiljø – Lars spillede dengang i Heatfarm og Thomas endte som sagt sidst i firserne i Stalin Staccato. De savnede begge to at spille igen, men også at spille noget andet end det de kom fra, et mere stemningsfuldt, underspillet og afslappet musikalsk univers.

De tog kontakt til tre andre musikere; Helene Navne der tidligere har spillet i Spinkel. Christian Rønn der har været med i et utal af forskellige projekter på tværs af forskellige genrer lige fra avantgarde til pop (og nu er aktuel med sit eget chill out projekt Ganga). Og Henrik Liebgott som blandt har spillet med bands som Alive With Worms, Mikael Simpson – og EKKO som er noget af det mest spillede på anlægget i Chokoladefabrikken. 

Alle indvilgede i at tage en øver den dag først i maj. Så man lige kunne få set hinanden med instrumenter i hånden. En ting er jo at ha respekt for hinanden musikalsk – noget andet er om kemien passer. Men det gjorde den. Efter deres første musikalske møde oplevede de en utrolig gejst og positivitet og TROLN var blevet en realitet. Hvordan resultatet lyder kan man altså tjekke ud på torsdag.

Og så var der det med Jesper Sibergs kuffert. Det er sådan en beskeden sag, der mest af alt ligner noget man har pedaler i. Firkantede blanke moduler på størrelse med en guldbarre (som de ser ud på film). Hver af modulerne består af knapper og plug-inn huller, ligesom i en gammel Korg synthesizer - men der er ikke noget keyboard! Al lyd frembringes ved at flytte rundt på ledninger og skrue på knapper. Siberg selv påstår at resultatet er jazz-agtigt, ikke fordi der er meget saxofon over lyden, men fordi det kræver både improvisation og præcision at betjene kufferten. 

Vi har aftalt at jeg skal læse den novelle der hedder Natten, med traditionelt akkompagnement af keyboard og båndsløjfer. Musikalsk fungerede den rigtigt godt sidst med sin mørke melankolske tone. Men derudover vil vi gerne starte med at præsentere et nyt digt, der musikalsk skal ledsages af Jesper Sibergs nye kuffert. Spændende at se hvordan det falder ud.

TROLN består af; Lars M. Thomsen, guitar, Christian Rønn, keys, Thomas Olsen, trommer, Henrik Liebgott, guitar & Helene Navne, vokal & bas. Man kan læse mere på TROLNS Facebookside

From the Womb to the Tomb

Nå, så blev jeg ramt i mellemgulvet af et nyt projekt.  Jeg har ellers rigeligt at gøre lige nu, endda med projekter jeg holder virkeligt meget af. Så derfor siger jeg mest ”nej tak” for øjeblikket.  For det første mangler jeg tid. For det andet vil jeg ha projekter der vil noget mere end gennemsnittet. Ja, og for det tredje, så føler jeg måske også at jeg er ved at blive ældre. Mit ene øje er begyndt at sætte ud – og det bekymrer mig lidt.

Så jeg siger mest nej. Men så kom det her projekt "From the womb to the tomb". For det første vil de bare have lidt vejledning, altså ganske lidt, men koncentreret tid. For det andet er de rasende ambitiøse og arbejder visuelt med noget der mest af alt minder mig om stemningen fra Blackout, som stadigt er mit hjertebarn. Endelig er temaet angsten for ældning, som jo er til at genkende. Så der har ikke været så meget andet at gøre end at sige ja til Stoyan og Rolfs projekt.

Jeg ved ikke om nogen kender fornemmelsen af at vågne op om natten, og opdage at der er så mørkt at man ikke kan se at man har åbnet øjnene. I det næste minut finder man enten en lyskontakt der forandrer alting, eller man får bevidsthed og mørke til langsomt at give mening.  Lidt på samme måde er det med angsten for at ældes. Man famler efter kontakten eller prøver at affinde sig med mørket. Får kroppen til at falde til ro.

Stemningen af angst og tilkæmpet ro ligger tykt over alle de billeder jeg har set af projektet. Rummene er små og klaustrofobiske, kroppene forræderiske, ansigterne rynkede. Men temaet er stort og forfaldet ekstremt æstetisk. Det er en verden man har lyst til at gå ind i, selvom den er sort. For mit vedkommende fordi den allerede findes indeni mig – og jeg udnytter enhver mulighed for at give det skjulte og uformulerede mørke derinde, navne som gør at det får en kontur der kan håndteres. 

Selve deres arbejde med dukkerne, kulisserne og stop-motion kalder også på nogen af de mest intense produktionserfaringer jeg kan huske. Nemlig dem fra den tid vi lavede Blackout, først i en lille lejlighed ovenpå Matas i Nørrebrogade, hvor den lokale bande brød ind og stjal computerne flere gange - og siden i mere prominente lokaler, efterhånden som firmaet og produktionerne voksede. Alle jer der var med dengang vil kunne genkende ”From the womb to the tomb”. Ikke at det er ens, alt originalt er jo sit eget, men det er klart en slægtning fra samme familie, tilsat en helt ny tid. 

Så det er hvad jeg går og følger lidt ved siden af mine produktioner. 

Hvis nogen er nysgerrige har de lavet en kickstarter demo der viser lidt mere af universet.

http://www.kickstarter.com/projects/405599510/from-the-womb-to-the-tomb-a-puppet-stop-motion-fil

 

Min yndlingsforlægger udgiver min yndlingsbog digitalt

Nu findes ”Dyrk ikke natten” også som e-bog. Det krævede lige noget tilløb at finde ud af hvordan man gør det, men det viste sig faktisk at være lettere end vi havde regnet med. Men nu har Anne Mette lagt den op på både Saxo og Go Publish. Og der er rigtigt mange ting der er fornuftigere med e-bogen. Saxo tager f.eks. kun 30% af salget, mens boghandlerne gerne vil ha 50% af salget. Man har ikke nogen trykkeomkostninger, så det løber hurtigere rundt.

Set fra et forlags synspunkt – og nu taler jeg altså om vores forlag – er det fantastisk at man kan få lov til at sætte prisen ned. Jeg ved selvfølgelig godt at et forlags primære mål bør være at tjene en masse penge, men det er nu engang ikke derfor vi har lavet forlag. Vores primære formål er at få så mange som muligt til at læse bogen – og bagefter kommer så det der med at tjene penge på det. Så det er fedt at kunne sætte prisen ned.

Men der har nu været en barriere for mig alligevel. Personligt er jeg, som så mange andre forfattere, håbløst forelsket i trykte bøger. Det er så fedt at ha en bog i hånden, mærke tyngden og vende siderne. Specielt de gamle i fornemme indbindinger eller med svungne underskrifter fra en hel anden tid. Så tænker man på hvad de tidligere ejere har tænkt dengang de læste den. Men det har også sin charmen at komme hjem med en spritny jomfruelig bog, der knager let når man åbner den.

Så jeg tror ikke jeg havde forelsket mig i e-bogen, før jeg selv skulle til at udgive en af slagsen. Men for mig er det bedste den måde man kan tilpasse teksten på. For når jeg siger at jeg har været forelsket i den fysiske bog, så taler jeg jo om de smukke af slagsen, men forbigår behændigt at komme ind på at den udgave jeg har af ”Raskolnikov – synd og bod” (ikke ”skyld og straf” som i de senere oversættelser), godt nok er fin og fra 1913 – men også håbløst irriterende at læse i, fordi bogstaverne er små og trykt i to spalter.

Jeg har også bunker af små fede paperback udgaver af bøger, der burde være høje og flotte, men som nærmest ser ud som om de skrumpet i vask for at spare på papiret.  Alle dé bøger, ville jeg faktisk hellere have i en e-bogs udgave, så kunne bogreolen indeholde dem jeg vælger at læse igen og igen, i alle de smukke trykte udgaver. Paperback udgaverne med den lille skrift, kan til gengæld med stor fornøjelse læses som e-bøger. Her kan man nemlig skalere teksten, trække benene op under sig og få en langt bedre læseoplevelse. Man behøver ikke engang en læselampe, og så sker der heller ikke noget ved at man eventuelt har glemt sine læsebriller. Man kan faktisk helt undvære dem, når man sidder der i toget – eller hvor man nu er.

I mit soveværelse står alle de fysiske bøger i kasser for enden af sengen.

E-bogen derimod ligger på en lille stick i min skrivebordsskuffe.