Min yndlingsforlægger udgiver min yndlingsbog digitalt

Nu findes ”Dyrk ikke natten” også som e-bog. Det krævede lige noget tilløb at finde ud af hvordan man gør det, men det viste sig faktisk at være lettere end vi havde regnet med. Men nu har Anne Mette lagt den op på både Saxo og Go Publish. Og der er rigtigt mange ting der er fornuftigere med e-bogen. Saxo tager f.eks. kun 30% af salget, mens boghandlerne gerne vil ha 50% af salget. Man har ikke nogen trykkeomkostninger, så det løber hurtigere rundt.

Set fra et forlags synspunkt – og nu taler jeg altså om vores forlag – er det fantastisk at man kan få lov til at sætte prisen ned. Jeg ved selvfølgelig godt at et forlags primære mål bør være at tjene en masse penge, men det er nu engang ikke derfor vi har lavet forlag. Vores primære formål er at få så mange som muligt til at læse bogen – og bagefter kommer så det der med at tjene penge på det. Så det er fedt at kunne sætte prisen ned.

Men der har nu været en barriere for mig alligevel. Personligt er jeg, som så mange andre forfattere, håbløst forelsket i trykte bøger. Det er så fedt at ha en bog i hånden, mærke tyngden og vende siderne. Specielt de gamle i fornemme indbindinger eller med svungne underskrifter fra en hel anden tid. Så tænker man på hvad de tidligere ejere har tænkt dengang de læste den. Men det har også sin charmen at komme hjem med en spritny jomfruelig bog, der knager let når man åbner den.

Så jeg tror ikke jeg havde forelsket mig i e-bogen, før jeg selv skulle til at udgive en af slagsen. Men for mig er det bedste den måde man kan tilpasse teksten på. For når jeg siger at jeg har været forelsket i den fysiske bog, så taler jeg jo om de smukke af slagsen, men forbigår behændigt at komme ind på at den udgave jeg har af ”Raskolnikov – synd og bod” (ikke ”skyld og straf” som i de senere oversættelser), godt nok er fin og fra 1913 – men også håbløst irriterende at læse i, fordi bogstaverne er små og trykt i to spalter.

Jeg har også bunker af små fede paperback udgaver af bøger, der burde være høje og flotte, men som nærmest ser ud som om de skrumpet i vask for at spare på papiret.  Alle dé bøger, ville jeg faktisk hellere have i en e-bogs udgave, så kunne bogreolen indeholde dem jeg vælger at læse igen og igen, i alle de smukke trykte udgaver. Paperback udgaverne med den lille skrift, kan til gengæld med stor fornøjelse læses som e-bøger. Her kan man nemlig skalere teksten, trække benene op under sig og få en langt bedre læseoplevelse. Man behøver ikke engang en læselampe, og så sker der heller ikke noget ved at man eventuelt har glemt sine læsebriller. Man kan faktisk helt undvære dem, når man sidder der i toget – eller hvor man nu er.

I mit soveværelse står alle de fysiske bøger i kasser for enden af sengen.

E-bogen derimod ligger på en lille stick i min skrivebordsskuffe.

Alle de historier...

Der er alle de her historier der skal skrives. Det har der altid været, så langt tilbage jeg kan huske. Jeg kan ikke huske noget tidspunkt i mit liv, hvor det ikke er det jeg har gjort. Før jeg kunne skrive selv bad jeg min mor skrive historierne ned. Alle de følelser og oplevelser der pisker igennem mig hver dag er umulige at håndtere hvis ikke de får form gennem sproget. Jeg taber ikke bare fokus, men også mening med alting, hvis ikke jeg skriver. Forbavsende mange taler om det at skrive som en gave – jeg ser det mere som en last. Én ting er sikkert – jeg har ikke valgt at blive forfatter. Ordene har valgt mig.

I de perioder hvor man skriver noget som andre også holder af, er verden lys og ukompliceret. Man skriver det man er nødt til at skrive – og folk kan bruge det. Man får breve tilbage fra folk, og man kan se at de billeder man selv har haft i hovedet, pludselig også optræder hos andre mennesker. Det giver en fornemmelse af at være knyttet til verden, men også at være knyttet meget intimt til andre mennesker. Ingen komplimenter rammer dybere end litterære komplimenter, selvom man selvfølgelig aldrig aner hvad man skal svare i situationen.

Problemerne opstår når man er nødt til at skrive noget ingen andre bryder sig om. Man ved selv at man har ramt det man skal ramme. Man har fanget et billede, sat det på papiret og ved det er rigtigt. Men ingen andre kan se det. Det billede er man alene om. Det ligger som en bastard i skuffen, et vanskabt barn man ikke kan vise frem på gaden. Alligevel lister man sig i smug ned i kælderen og krammer det. Men hvor de historier der elskes af verden giver en følelsen af at høre til, giver den anden slags historier følelsen af at være alene.

Og så er der en tredje kategori. Historier der er rigtigt mange derude der kan bruge, selvom de ikke er for alle. Det er ikke krimier eller Ib Michael historier. Men de burde leve. De får komplimenter alle de steder man læser dem op, men de finder ikke et forlag. De tilstopper ens skriveflow, fordi det er umuligt at skrive noget nyt, før de er ude og lever. Sådan en bog var ”Dyrk ikke natten”. Jeg vidste den skulle ud, fordi den har sit eget publikum derude – og jeg vidste at jeg aldrig ville få færdiggjort min næste roman, så længe ”Dyrk ikke natten” lå i skuffen. 

Så derfor lavede vi vores eget forlag ”Chokoladefabrikken”. Hver bog der udkommer, har som mission at finansiere trykningen af den næste. Og for mig privat, giver det muligheden for at skrive det jeg må skrive. Bastarderne skal jeg nok blive ved at holde i skuffen, men de andre skal ud og trække vejret, især i en tid hvor de store forlag stort set kun tør binde an med krimier og kogebøger.

Grænsen

En gang fik jeg tæv i en opgang efter en demo. Jeg var blevet snuppet og lagt i håndjern ved Vesterport station. De smed mig ind i bunden af en bus fyldt med aggressive politifolk. Jeg prøvede bare at ligge helt stille. Men jeg blev aldrig kørt på stationen, de synes det var lettere at ordne det i en opgang. Turen fra bilen og ned til den opgang hvor det foregik… i selskab med tre store mænd i uniform, der bestemt ikke har tænkt sig at spille efter reglerne. Det var nogle helt særlige minutter.

Ligesom når de store drenge fangede en, da man var lille – og spærrede en inde i en kælder eller garage. Eller hvis de snuppede en ovre i skoven. Deres fornøjelse ved at se at man var ved at dø af skræk, imens man gjorde sit yderste for at komme igennem nogle øjeblikke, som man på ingen måde kunne styre. Det var samme fornemmelse når man blev snuppet af politiet sidenhen. 

Når man prøver at beskrive den slags seancer, kommer de næsten altid galt ned på papiret. Det er det forkerte der står tilbage. Historierne bliver tætte af vold, og enten ender de i offer-klynk eller små-heroiseren, som om man havde håndteret sin røvfuld med en vis værdighed. Men det er sjældent volden der er det væsentlige når det kommer til stykket, det er den ydmygelse der ligger i situationen. Skammen. Det at man flytter ud af sig selv og kroppen tvinges til at lade sig kontrollere af andre. For mig var det ubeskriveligt.

Og så kom det alligevel rigtigt ned på papiret da jeg skrev ”Grænsen”. Novellen skulle egentligt have handlet om dengang jeg sad i en bil på vej til Paris, og opdagede at chaufføren havde tænkt sig at smugle en taske med penge over grænsen. Det skulle være rammen – og historien skulle koncentrere sig om selve køreturen. Fornemmelsen af den tyske autobahn. Stemningen på de gamle færger. Følelsen af at være ung og på farten. Men den skrev sig selv videre til det ”bagefter” – som jeg ikke ville ha omtalt fra begyndelsen.

Pludselig havde jeg fanget min barndoms lukkede garager, skoletoiletter og forstadstunneller, strisserne i min ungdoms opgange, tomme banegårdspladser eller baggårde. Tilbage på papiret var den rene fornemmelse af at være i hænderne på en flok folk i uniformer. 

Det var ikke tævene der var slemme, det var mødet med dem der havde magten til at gøre hvad som helst.    

Mønstre

Jeg lavede Bowie foredrag i september – og her i oktober er det Nick Cave foredrag.  Undervejs kan man ikke lade være med at sidde og sammenligne dem med hinanden og med andre kunstnere; Iggy Pop og Tom Waits f.eks. Man ser parallelle mønstre alle mulige steder. Den der dramaturgi der ligger i et livsforløb hos folk der er pisket frem af et indre behov der ikke lige er til at blive færdig med. En gennemsnitlig rockkarriere for ildsjæle synes at have flere nødvendige stadier. 

Det starter med en eksplosion. Musikken dyrkes kompromisløst med stor energi, selvom der kun er tæsk i starten. Provokation, stoffer og sex følger tæt i kølvandet på et opgør med det meste af verden. Bowie mødte til pressemøder i kjole og make-up, Iggy rullede rundt i glasskår på scenen, Tom Waits mødte sejlende beruset på scenen og Nick Cave fixede under et interview… og så lavede de den her helt fantastiske musik samtidig.

Efterhånden som karrieren skred frem blev stof, druk, selvdestruktion og ego-inflation tydeligere, men det gjorde den kompromisløse nerve i musikken også. Det de lavede lykkedes mirakuløst selvom de nærmest levede på deres egen planet. Store kunstneriske trucks på vej ud over kanten. Kurt Cobain fra Nirvana og Sid Vicious døde for enden af den tur, men de andre udgav ”Station to Station”,” Kill City”, ”Tender Prey” og ”Blue Valentine”, selvom deres liv brasede sammen omkring dem.

Udenfor stod resten og verden og heppede. Jo værre de fik det med sig selv, desto ærligere synes de. Så nogen døde mens andre kvittede stoffer og sprut – ikke af moralske grunde – men fordi, med Nick Caves ord: ”at heroinen ikke virkede befriende længere”. Og Iggy Pop sagde i et interview: ”Det er så let at være tough, men det fører ingen steder hen.” Bowie forlod i 77 sit LA-jetset-narko-liv og tog til Berlin for at kvitte stofferne, med to par jeans og tre t-shirts i tasken. Han flyttede ind i en lille lejlighed sammen med Iggy.

Det interessante ved historien er det nye der dukker frem, når de har været udover kanten, men ikke er kørt i havnen. Det sker med næsten uhyggelig præcision i de fleste karrierer, når der er ca. 8 til 10 albums i bagagen. Find selv dit rock-ikon og tæl efter. Men her kommer det øjeblik hvor de giver slip på alt det de kender og som verden forventer – og laver deres mest indlevede præstationer. Fuldstændig blinde for alt andet end at ramme og beskrive den unikke følelse det er at opdage sig selv, på den anden side af deres egen myte. Hos  Bowie er det ”Heroes”. Hos  Iggy  ”The Idiot”. Hos Nick Cave ”No More Shall We Part” og hos Tom Waits er det “Franks Wild Years”.

Der er ikke noget mere fascinerende end de tidspunkter i et liv hvor rammerne sprænger. Hvor man søger helt nye veje, for at se hvor højt man kan række. Første gang sker det for at komme ud af komfortzonen, anden gang for at søge sig selv i kaos. Det kompromisløse liv er betingelsen for al god kunst. Man skal kende smerten, det er den der pisker tingene frem. Men det er ikke smerten i sig selv der skaber de største øjeblikke – det er når vi tvinges til at handle os ud af smerten og skabe det rum, der giver mulighed for at beskrive alt det vi så i mørket.

Turbo tiggeri før Fødselsdagsfesten i 1982.

Vi havde slæbt rundt på alle de der tunge kasser en gang i 82 eller 83 - dengang der stadig var noget der hed Saltlageret. Vi gjorde det for at få lov til at komme gratis ind til koncerten  med Birthday Party senere på aftenen. Vi var nemlig som sædvanligt flade. Små forstadspunkere der lige var flyttet til København. Jeg for min part boede på 12 m2 i en baggårdslejlighed i Nansensgade, der tidligere havde været opbevaringsrum for gårdmandens redskaber - men nu blev til min første lejlighed.

Vi havde aldrig penge, men slæbte ind imellem gear - og bummede for resten. Den aften havde vi slæbt, men da vi var færdige glemte dem i Saltlageret pludselig aftalen. Dem der stod i døren havde ikke hørt noget om det - og i øvrigt var der slet ikke noget der hed gæsteliste. Og ham der havde fået os til at slæbe, var kørt. Vi prøvede at forklare at de jo allesammen havde set os slæbe de sidste mange timer. Men det hjalp ikke noget. Hvis vi ville ind måtte vi betale.

Vi var rasende - men turde ikke stable os rigtigt op. Vi risikerede jo at få karantæne - og det var ubærligt. Især når Birthday Party var i byen. Så vi turbo-tiggede. Kun to timer til at skaffe billetten. Fuuuck... og ingen havde lyst til at gi os så meget som en bøjet 25 ører. Så kom der en flok tyske punks. De forreste talte kun tysk. Men dem bagved talte fint engelsk. Vi appellerede desperat - og det var først da jeg var halvvejs gennem appellen at jeg opdagede at det var Nick Cave jeg stod og tiggede småpenge af.

Jeg standsede midt i en sætning, men han gik ikke videre. I stedet standsede han op og fik hele historien. Og så hev han os med hen til folkene i døren. Vi skulle bare ind! Manden i døren ormede sig; han var slet ikke sikker på at vi havde slæbt kasser og holdt fast på at vi ikke skulle ind. Men hans øjne var begyndt at flakke. Og Nick hamrede i bordet, så stempler og penge dansede. Og råbte at han ikke spillede en tone "in this shithouse" medmindre vi blev lukket ind.

Han kunne blive så eddersplintrende rasende. Og fyren i døren blev pludselig klar over at Cave var klar til at gå hele vejen og skride med bandet. Så var vi inde. Og vi fik endda øl og et par timer efter spillede han en af de fem bedste koncerter jeg nogensinde har set.

Oktober måned er Nick Cave måned.
Over hele landet holder P6 lytteklub Nick Cave arrangementer, på forskellige biblioteker.
Jeg har sagt ja til at holde 4 foredrag i den forbindelse - hvis nogen vil høre dem er listen over tid og sted her:

Tirsdag d. 1 oktober - holder jeg foredrag på Albertslund bibliotek, fra 16:30 til 18. 
Torsdag d. 17 oktober- holder jeg foredrag på Rødovre bibliotek, fra 17:30 til 19.
Onsdag d. 23 oktober - holder jeg foredrag på Herlev Bibliotek, fra 19 til 20:30.
Tirsdag den 5 november - holder jeg foredrag på Vejle bibliotek, fra 19 til 21.

Grænsen på Chokoladefabrikken

Ud over gulvvasken næste dag, så var den aften hvor vi lancerede "Dyrk ikke natten", årets bedste aften. Der kom bunker af mennesker - omkring 75 stykker, og de kom og gik i bølger på cirka 20-30 stykker ad gangen. Så der var masser af mennesker på besøg, men aldrig så mange af gangen, at man ikke kunne nå at drikke bobler med dem. Jeg kunne ikke have bestilt det bedre.

Vi lavede tre oplæsninger i løbet af aftenen; "Natten" da vi startede. "Forberedelse" da der var allerflest. Og sluttede af med "Grænsen", for dem der blev der helt til klokken 21. Tre meget forskellige historier, med meget forskellig musik til. Den første med "ensomme, melankolske elektroniske loops" lavet af alt lige fra fuglefløjt til gadestøj og forandret til ukendelighed i Jespers maskiner. Ved den anden novelle, smadrede vi flasker og brugte glaslyden som rytme og synth og guitarlyd ovenpå. Og i den tredje havde Jesper fisket sin første rytmeboks frem, som gav den perfekte halvfjerdser-Kraftwerk-vibe... og så fyldte han i øvrigt ud med kaos-padden for resten.

Og folk lyttede så intenst at jeg fuldstændigt gled ind i teksten og havde den der fornemmelse af, at alle i lokalet oplevede det samme lige i de 15 minutter hver af oplæsningerne varede. Det var som om min far med en fjern mine sad og hældte whisky på mig et sted i mørket, som om der lugtede af Vestegnens våde reklametryksager i hele rummet og strisserne stod i hjørnet med deres schæferhunde i kort snor.

For et par dage siden ringede Holle så og sagde at han havde filmet den sidste session (altså "Grænsen"), og at jeg var velkommen til at bruge det hvis jeg havde lyst. Og det har jeg. Hele historien varer 20 minutter, men jeg nøjes med at lægge 5 minutter op i første omgang og sige mange tak til Niels Holger, for at jeg må bruge det :) Så hvis I vil høre en historie så ligger linket nedenunder.

  

  

Bowie

Nu er det 10 år siden jeg sad på det der hotel i Greenwich Villages og ventede på at komme til at interviewe Bowie. Jeg har stadigt det gamle kassettebånd, hvor jeg lyder præcis ligeså åndssvag og stakåndet som man kunne frygte. Jeg taler engelsk som en dansk politiker, men får trods alt stillet de rigtige spørgsmål og det er tydeligt vi hygger os. Bowie var meget veloplagt.  Jeg tænker stadig tit på den dag. Så da de ringede fra Frederiksberg bibliotek, og spurgte om jeg ville komme og tale om Bowie mandag d 23, så sagde jeg ja. 

Da jeg skulle tale med ham, var der mange der sagde at jeg skulle prøve at koncentrere mig om manden bag myten. Men dybest set var det lige det modsatte jeg var ude efter. Jeg kan stadig huske hvordan Judith Thurman lavede en biografi om Karen Blixen, der på mange måder klædte myten af og fortalte hvad der lå bag litteraturen. Problemet var bare at selve kernen dermed forsvandt, for netop myten og litteraturen ER essensen af Blixen. Det vigtigste er det rige indre liv og den måde hun klæder sin tilværelse på.

På mange måder er det også sandheden om Bowie. Den skal ikke findes bag alle rollerne eller bag musikken. Den skal findes i rollerne og i musikken. Hvis man lytter til de mange Bowie interview han har givet, er de alle sammen fyldt med en meget karakteristisk blanding af fremmedhed og nærvær. Han er selv voldsomt interesseret i hvad Bowie er for én, og journalisterne tror næsten altid at han skjuler svaret – men det gør han ikke.  Hele energien i ham er at han betragter sit liv, imens han lever det. Han står udenfor og undrer sig lige så meget som journalisten. Han er en fremmed i sit eget liv. 

Når Bowie samler materiale til et nyt album, er det for det meste en beskrivelse af tiden omkring ham, som han ser den netop i det øjeblik. Han samler ind alle steder fra, med en usædvanlig bredde, og undervejs skaber det ”en krop”, som bliver Bowies egen. Han er den tid han tager på. 

Alt det har jeg tænkt mig at tale om, og spille en masse musik. Så hvis nogen keder sig kl. 18.00, på en helt almindelig mandag, så vil jeg altså sidde og snakke om Bowie på Frederiksberg bibliotek.   

 David Bowie før koncerten i Forum en måned efter interviewet.

http://www.youtube.com/watch?v=VlvJ4aQ6A7U